Syddjurs nye skolemodel er indført af nød

Syddjurs Kommunes nye model til fordeling af penge til skolerne rammer især de mindre skoler hårdt. Men politikerne havde ikke noget valg. Det siger Socialdemokraternes borgmesterkandidat og gruppeformand i byrådet, Ole Bollesen.

Gruppeformand for Socialdemokraterne, Ole Bollesen, mener, at alternativet til kommunens tildelingsmodel ville betyde lukning af skoler.

Gruppeformand for Socialdemokraterne, Ole Bollesen, mener, at alternativet til kommunens tildelingsmodel ville betyde lukning af skoler.

Af Aske Hald Knudstrup

Da et stort flertal i Syddjurs Byråd tidligere på året vedtog en ny model for, hvordan pengene til folkeskolerne fremover skulle fordeles, var de blevet advaret om, det ville ramme de skoler med færrest elever hårdere end de større skoler. Men trods den kritik, der har været, så mener Socialdemokraternes gruppeformand, Ole Bollesen, ikke, det kunne være anderledes.

”Vi synes ikke, modellen er specielt god. Men den er nødvendig for at bevare de lokale skoler i kommunen. Der bliver ikke født så mange børn som tidligere, derfor har vi måttet ændre i måden, vi tildeler penge på,” siger Ole Bollesen.

Model afkoblet fra skolernes behov

En af de store ændringer har været, at skolerne fremover får udbetalt pengene efter antal elever. Tidligere så man på, hvor mange klasser, skolen havde. Ændringerne har blandt andet medført, at de på Molsskolen har set sig nødsaget til at sammensætte eleverne i nye klasser. Klasser, der som udgangspunkt går på tværs af årgangene, så en otteårig for eksempel får undervisning sammen med en elev på seks.

”Modellen rammer små skoler som vores hårdere. Vi kan kun gøre vores bedste for at opretholde kvaliteten af undervisningen, men de færre penge kan have en række uforudsigelige konsekvenser for elever, ansatte og skolens generelle drift,” fortæller Claus Peter Olesen, der er skoleleder på Molsskolen.

Skolelederen får opbakning af byrådsmedlem Jesper Yde Knudsen (Ø), der fra start har været en af de fremmeste kritikere af den nye model.

”Den nye model er helt afkoblet fra de små skolers behov. Det bliver lettere at være bogholder for skolerne, men sværere for dem at få økonomien til at hænge sammen. Det hænger ikke sammen med, at man i byrådet gerne vil bevare de lokale skoler,” siger Jesper Yde Knudsen.

Alternativet er skolelukninger

Ole Bollesen forstår godt de små skolers frustrationer. Han mener dog, at det vil gå mere galt, hvis ikke kommunen havde indført den nye model. Det ville have resulteret i store strukturelle ændringer på folkeskolerne.

”Jeg går mere ind for klassesammenlægninger, end jeg synes om lukning af overbygninger og skoler. Men hvis de skal overleve, når børnetallet falder, så er det nødvendigt, at vi ændrer i driften. Alternativet er, at vi får fire store kommuneskoler. Og det ønsker jeg ikke,” siger Ole Bollesen.

Mænd er de værste spritbilister

Foto: Wikimedia Commons

Foto: Wikimedia Commons

Elleve gange så mange mænd som kvinder bliver dømt for spirituskørsel. Mændene tænker mindre over konsekvenserne, siger Rådet for Sikker Trafik.

Af Aske Hald Knudstrup

De danske mænd er mere tilbøjelige end kvinder til at sætte sig bag rattet og køre hjem, når de har fået for meget alkohol indenbords, viser tal fra Danmarks Statistik. Sidste år blev langt flere mænd end kvinder således dømt for spritkørsel og færdselsuheld, hvor alkohol var involveret.

Elleve gange så mange mænd som kvinder blev dømt for spirituskørsel i 2015. Ligeledes var der seks mænd for hver kvinde, som blev dømt for at være skyld i færdselsuheld, hvor alkohol var involveret.

Elleve gange så mange mænd som kvinder blev dømt for spirituskørsel i 2015. Ligeledes var der seks mænd for hver kvinde, som blev dømt for at være skyld i færdselsuheld, hvor alkohol var involveret.

 

Specialkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik, Pernille Ehlers, fortæller, at undersøgelser viser, at mændene har en generel tendens til at overvurdere, hvornår de er i stand til at køre bil.

”Det har været sådan altid. Også andre steder end i Danmark. Mændene har lettere ved at tro, de har forbrændt alkoholen. Kvinderne lader i stedet være, hvis de bare er det mindste i tvivl,” forklarer Pernille Ehlers.

Den teori er Helle Lindgaard, ph.d. i psykologi med egen praksis, enig i. Ifølge hende så reflekterer kvinderne mere over de følger, som spirituskørsel indebærer.

”Mændene tænker i højere grad ’Det går sgu nok. Jeg har styr på det,’ hvis de har drukket alkohol og skal køre bil. De er mere individuelt orienterede end kvinderne, som er mere tilbøjelige til at tænke over konsekvenserne,” siger Helle Lindgaard.

Løsningen kan findes i Sverige

Selvom mændene er overrepræsenteret i statistikkerne, så er antallet af spirituskørsler faldet hos begge køn de senere år. Hos Rådet for Sikker Trafik er man glad for, at kampagnerne og politiets indsats har set ud til at virke. De vurderer dog, at det bliver svært at få tallene længere ned, end de er nu.

”Den gruppe, vi har tilbage, er dem, der har et alkoholproblem. Og dem når vi ikke med kampagner. Her kan en løsning være den, de har i Sverige. Bliver man taget for spritkørsel dér, så bliver man indenfor et døgn tilbudt en konsulentsamtale for at se, om man har er et alkoholproblem,” siger Pernille Ehlers.

Den løsning ligger dog ikke først for, hvis man spørger Konservatives trafikordfører, Rasmus Jarlov, som mener, det handler mere om sociale normer, som rådgivning ikke løser.

”Til gengæld ser det ud til, vi i Folketinget er ved at få indført øget brug af alkolåse i bilerne. Det skal så være et middel, der benyttes i gentagne tilfælde af spritbilisme,” siger Rasmus Jarlov.

Hjemmeopgave: Dine forventninger

Billedet her er et par år gammelt, men stadig ganske vellignende.

Billedet her er et par år gammelt, men stadig ganske vellignende.

Som man kan se af navnet på min mediajungle-side, så hedder jeg Aske Hald Knudstrup. Jeg er 22, snart 23, år gammel, og jeg er hundrede procent født og opvokset i Aarhus.

Jeg er i tvivl om, hvad jeg skal svare omkring min baggrund, da den er meget stille og rolig. Folkeskole, efterskole, student fra STX, sabbatår som pædagogmedhjælper krydret med en gennemrejse af USA. Jeg har også været lidt artikelskribent/live-anmelder for Gaffa, hvilket heldigvis er lige i tråd med, hvad jeg elsker. Jeg er nemlig vildt glad for at gå til koncerter og opdage ny musik, både dansk og udenlandsk, dog helst med en eller anden form for rock ind over.

Generelt interesserer jeg mig vældigt for kultur i næsten alle afskygninger. Musik, film, serier, kunst, arkitektur og så videre. Jeg følger også ivrigt med i fodbold (helst Arsenal), ligesom jeg også interesserer mig meget for politik. Alt i alt vil jeg nok sige, at jeg interesserer mig en masse for noget og lidt for det meste.

Jeg forventer, at efterårets semester bliver en periode med gang i, der tester mine grænser, giver mig nye evner og forbedrer dem, jeg har. Jeg håber, det bliver travlt, men på den gode måde, hvor det er spændende ting, vi giver os i kast med. Jeg håber ligeledes, at den indsigt jeg fik i det journalistiske fag på første semester bliver langt større og kommer til at virke mere ‘virkelighedsnær’ end tidligere.

Jeg har ikke forberedt mig særligt, udover jeg har læst de tekster, det er blevet os pålagt at læse. Rent mentalt er jeg indstillet på, det nok bliver hårdere og mere udfordrende, men det både glæder og skræmmer mig, at det er sådan. I gruppe- og pararbejde kan jeg især bidrage med stor glæde, viden og ydmyghed. Jeg er god til at mægle, anerkende folks holdninger og til at lytte til, hvad de har at komme med.

Min altoverskyggende ambition for forløbet er at komme over den barriere, der gør mig tilbageholdende i forhold til at kontakte fremmede mennesker. Jeg kan godt gøre det, men jeg vil gerne bliver meget, meget bedre til det. Det er hovedmålet for semestret, og jeg håber og tror, at semestrets opgaver kan hjælpe mig på vej på den front – da det også er denne tilbageholdenhed, jeg ser som min største svaghed rent fagligt.

For at udvikle mig videre herfra, så kan jeg ikke se andre løsninger på det hele end “træning, træning og træning.” Kontakt til fremmede skal bare tages igen og igen, indtil min underbevidsthed ikke længere tager magten over fornuften, da jeg udmærket godt ved, at langt de fleste folk ikke bliver irriterede eller generede, hvis man kontakter dem. Og hvis de gør, så er det deres eget og ikke mit problem.

Derimod ser jeg mig selv som en rigtig god formidler. Jeg er god til at formulere mig klart, tydeligt, men alligevel med et varieret sprog, der er rart at læse eller lytte til. Jeg synes selv, jeg besidder en stor viden om rigtig mange ting, hvilket også kan være en stor hjælp i research-faser samt helt generelt, når arbejdet skal finpudses og afsluttes.

Venindefnidder fik voldeligt udfald

En ung kvinde overskred alle regler for godt venskab tilbage i september sidste år. Det står klart, efter retten i Aarhus den 2. maj fandt hende skyldig i vold begået mod sin tidligere veninde.
Af Aske Hald Knudstrup

”Dunk, dunk, dunk.”

Lydene kommer ude fra pigernes badeværelse på natklubben Zenza ved Aarhus Å, der i weekenderne er den centrale nerve i byens pulserende natteliv. Bankelydene lyder anderledes end dem, der almindeligvis kommer fra tissetrængende folk, som skynder på hinanden. Det bemærker en gæst i toiletkøen også, da hun advarer aftenens garderobepige om den mistænkelige situation, hvorefter pigen hiver fat i sin mandlige kollegaer for at undersøge sagen.

Ude på et af toiletterne eskalerer situationen. De to medarbejdere fra Zenza låser døren op, men får at vide, de to kvinder på toilettet har styr på det og kommer ud om to minutter. Der går femten sekunder. Så hører de voldsom larm og ser sig nødsaget til atter at tiltvinge sig adgang til toilettet.

Den ene kvinde forlader lynhurtigt Zenza. Tilbage på toilettet sidder en tydeligt chokeret veninde. Hovedet er ildrødt. Mascaraen løber i tykke sorte baner ned ad kinderne. Helt friske kradsmærker skinner frem på armene. Brystet bevæger sig i krampetrækninger op og ned. Det eneste, hun hulkende kan fremstamme er:

”Hun slog mig.”

Gik efter frifindelse
Overfaldskvinden er en studerende midt i tyverne. Pigen, hun overfaldt, en jævnaldrende veninde – eller det var de i hvert fald på tidspunktet for voldshandlingen. I går mødtes de to i retten for første gang siden 19. september sidste år, hvor episoden på Zenza fandt sted. Her var den studerende anklaget for at have slået veninden i hovedet samt at have banket hendes hoved ind i væggen.

Den tiltalte gik efter frifindelse og meldte sig uskyldig. Hendes vidneforklaring foregik roligt og afslappet, og hun virkede ikke til at finde videre ubehag ved situationen trods dens alvor. Hun mente, hele episoden var en stor overreaktion fra venindens side, der havde overreageret efter et skænderi.

Denne udlægning af sagen blev modbevist, da voldsofret og de andre vidner afgav deres forklaringer. Selvom ingen af de to ansatte på Zenza havde set den anklagede udøve vold, modbeviste deres fortællinger tydeligt, at aftenens hændelser havde været alvorligere, end hvad hun gav udtryk for i sin forklaring.

Vrede over en mand
Vidnerne underbyggede samtidig den historie, det tydeligt påvirkede offer forinden havde fortalt. Momentvis måtte hun afbryde sin talestrøm, da tårerne begyndte at trille stille ud af øjnene. Siden voldsepisoden har hun haft store problemer med koncentrationssvigt. For hende var angrebet kommet fuldstændig ud af det blå.

Veninderne er gået på toilettet for at tale om en tvist, de havde haft omkring den samme mand et par uger før den 19. september. Den anklagede veninde var taget med ham hjem, hvilket havde såret veninden, der tidligere den aften havde udtrykt sin interesse for vedkommende.

Ude på Zenzas toilet giver hun udtryk for, hun er blevet såret af hændelsen. Umiddelbart herefter begynder veninden at afgive slag mod ansigtet og banker hendes hoved mod væggen. Herefter husker den unge pige intet.

Ud fra vidnerne og den voldsramtes forklaringer herskede der fra domsmandsrettens side ingen tvivl om skyldsspørgsmålet. Strafudmålingen til kvinden lød på fyrre dages betinget fængsel, betaling af sagens omkostninger samt 60 timers samfundstjeneste. Den dømte bad om betænkningstid, til om hun vil anke dommen.

Antal tegn: 3500

Jeg vil fortælle, at en pige fik 40 dages betinget fængsel, fordi hun overfaldt sin veninde grundet uoverensstemmelser.

Ulykken ligger gemt et sted inde i hovedet

En almindelig sommerdag blev der vendt op og ned på Marie Appels teenagetilværelse. Et fatalt styrt resulterer i, hun mister evnerne til at læse og skrive. Men Marie udviser karakterstyrke og kæmper sig tilbage i rekordfart.

Fil 14-04-2016 14.12.39

Af Aske Hald Knudstrup

Det er næppe det første, der går gennem hovedet på unge hesteejere, når de skal ud og ride en tur. Tankerne er fokuseret på noget helt andet. Formentlig kredser de sig blot om at nyde ridtet på yndlingsdyrets svajende ryg. Men enhver tur indebærer også en risiko. Risikoen for at styrte og slå sig. Slå sig så slemt, at hjernens funktioner sendes i limbo.

Det er, hvad der sker for dengang 13-årige Marie Appel, da hun i sommerferien vil ride en tur på sin pony. Den lille hest bliver skræmt, snubler over sine egne ben og vælter – ned over Marie. Hovedet slår hun voldsomt i jorden og mister bevidstheden. Det næste døgn tilbringer hun i respirator. De efterfølgende fjorten dage erindrer hun knap.

”Følelsen af, at der har været to uger, hvor jeg ikke har været til stede er i sig selv ret skræmmende,” fortæller Marie, der i dag er 21, om ulykken.

Efter en uge på børneafdelingen bliver Marie overflyttet til Hammel Neurocenter, der er specialiseret i behandling af patienter med moderate eller svære hjerneskader forårsaget af for eksempel blodpropper og traumer. I den første tid efter styrtet ved lægerne endnu ikke, hvilke konsekvenser det kan have for hende.

Født med en skytsengel over hovedet

Efterhånden som Marie kommer til fuld bevidsthed, påbegyndes genoptræningen. Hun skal lære forfra, hvordan man vasker op, lægger tøj sammen og vigtigere, hvordan man staver og læser. Evnerne er ikke forsvundne, men de er blevet gemt godt væk efter styrtet.

Det hårde arbejde med at genvinde egenskaberne bærer heldigvis frugt meget hurtigere, end man tør forvente. På Neurocentrets børneafdeling er Marie omgivet af tilfælde, der ifølge hende selv, er langt mere tragiske end hendes egen.

”Jeg var en af dem, der havde det bedst derude og på den måde havde jeg lidt en solstrålehistorie. Lægerne sagde, jeg måtte have en skytsengel, der sad i himlen og holdt hånden over mig,” siger hun med et smil.

Marie gør hurtigere fremskridt i genoptræningen, og selvom hun var den seneste indlæggelse på centrets børneafdeling, så er hun den første til at forlade stedet igen. En måned tager det hende at blive udskrevet, så hun kan komme hjem til familien og fortsætte øvelserne derfra. Selvom hun ikke ligefrem nyder at være indlagt, så står Hammel Neurocenters ansatte frem som noget af det mest positive fra perioden.

”Genoptræningsforløbet var en rigtig god oplevelse. De gjorde meget for at skabe så god en stemning, som man kan sådan et sted. Selvom et hospitalsmiljø er meget trykket, så udviste de utrolig meget overskud omkring det hele. ”

Aldrig på hesteryg igen

Taler man med Marie Appel, virker det svært at forestille sig, hun dengang gik fra at ligge i en hospitalsseng, hvor mange basale færdigheder var voldsomt svækkede, til at være tilbage i skolen på nogle få måneder. I dag beskriver hun selv oplevelsen som noget, der er næsten surrealistisk at tænke tilbage på.

”Det betyder rigtig meget, at jeg ikke kan huske de første to uger så godt. Nu hvor alting gik godt, og jeg er kommet ud på den anden side, så er det ikke noget, der rører mig i hverdagen. Det er ikke noget, jeg tit går og tænker på, ” siger Marie.

I dag går Marie på højskole i Ry, og hun gennemførte også sin gymnasieuddannelse uden nogen problemer, der kunne hæfte sig til ulykken for otte år siden. Og hun er noget helt særligt, hvis man sammenligner hende med flertallet af de patienter, der kommer på Neurocentret i Hammel. Men enkelte ting fra perioden stikker stadigvæk dybt hos hende.

”Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg en dag ville komme til at ride igen. Men det tror jeg ikke. Selvom jeg ikke kan huske selve episoden, så tror jeg selve tanken om det sidder så dybt i mig, at det ikke kommer til at ske igen. ”

Det kunne have været meget værre

Selvom Marie ikke bruger hverdagens trummerum på at tænke over, hvad som hændte dengang, så sker det af og til, at hun bliver konfronteret med fortidens oplevelser. Hører hun historier om andre, der har været ude for lignende ulykker, så flyder tankerne ofte tilbage til opholdet på hospitalet i Hammel.

”Så tænker jeg på de andre, der var indlagt. Det at sammenligne min historie med andres tilfælde har været en måde at skubbe det hele lidt væk på. Som om min egen historie kan virke skræmmende at tænke på, så har det hjulpet, at jeg dengang så andre børn, der var meget værre tilredt, end jeg selv var, ” forklarer hun.

Marie mener også, selvom det kan lyde paradoksalt, at den hukommelsessvage periode efter styrtet kan have medvirket til, at hun ikke erindrer at have følt sig rigtig bange for, hvad der kunne ske. Mange refleksioner, om at udfaldet faktisk kunne være endt ulykkeligt, er først kommet sidenhen. Helt klart i erindringen står et opfølgende tjek, Marie var til, dengang hun fyldte 18.

”Jeg kan huske, de viste mig et billede af, hvordan min hjerne havde set ud dengang. Med blødninger og det hele. Det billede havde jeg ikke set før. Der kan jeg huske, jeg fik tårer i øjnene. Det var utrolig skræmmende at stå på afstand og se, hvor slemt, det faktisk har været. Det billede skulle jeg nok ikke have set. ”

De små ting kan være afgørende

Naturligvis hører det med til Maries fortælling, at hun også var heldig. Havde nogle få elementer forholdt sig anderledes, så er det ikke sikkert, hun havde siddet afslappet i sofaen på Ry Højskole i dag. Hvis ridehjelmen havde siddet lidt mere skævt. Hvis der havde været en sten der, hvor hovedet dundrede mod jorden. Resultatet af voldsomme ulykker bliver ofte afgjort af små ting, der ender med at have stor betydning.

”Nogen gange, hvis jeg tænker over det hele igen, indser jeg også, hvor heldig jeg har været. Men jeg synes også, det kan virke helt skræmmende, hvor hurtigt jeg glemmer, at det er sket,” siger Marie.

Og det er jo derfor, ulykken ikke virker til at fylde mere hos Marie, selvom nogen måske ville tro, at det forholdt sig sådan. Hun har måske bare lagt det bag sig. Ikke fortrængt historien, fordi den er ubehagelig. Bare lagt den et sted. Ligesom man kan forlægge mange andre ting, der så popper op og får en til at reflektere over livet i ny og næ.

Men det gør måske ikke så meget. Nogen gange er det meget sundt ikke at tænke så meget over alle de ting, der kunne være gået galt. Det gør Marie heldigvis ikke.

Anslag: 6499

Jeg vil fortælle, at Marie Appel måtte gennemgå et intenst genoptræningsforløb for at tilbageegne sig bl.a. læseevnerne, fordi det er en positiv historie, der vidner om karakterstyrke, omkring en ulykke der kunne have haft fatale konsekvenser.

“Hos os er alle velkomne”

På Nørre Allé i Aarhus ligger Sultan Ayyub-moskeen. Her har de gjort en dyd ud af, at alle skal føle sig velkomne. Den nuværende moske-debat er for voldsom, og folk skal huske at behandle hinanden med respekt, forklarer moskeens talsmand.

Hengemt af Nørre Allés trafikale postyr ligger Sultan Ayyub Moskeen, uanseelig i størrelse, men med åbne rammer for alle

Hengemt af Nørre Allés trafikale postyr ligger Sultan Ayyub Moskeen, uanseelig i størrelse, men med åbne rammer for alle

Af Aske Hald Knudstrup

Nørre Allé i Aarhus er et hektisk sted. Her ruller de fleste af de muddergule bybusser igennem, og cyklister halser med i passage fra Nørrebrogade til Vesterbro Torv. Vejen virker for smal til at kapere den stigende trafikalske byrde i byens centrum. Det er ikke Nørre Allé, man besøger, hvis man gisper efter frisk luft og naturlig ro.

Det er ikke desto mindre her, i Nørre Allés grå gadebillede, at man kan finde flere af Aarhus’ religiøse åndehuller. Indeklemt mellem lejlighederne ligger en ungdomskirke, Kirkens Korshær driver sin varmestue for byens udsatte mennesker, og den kristne ungdomsorganisation Youth for Christ har sit danske hovedsæde her. De tre bygninger danner nærmest en trekantsformation.

Midt på hypotenusen af denne kristne trekant, oppe ad en grusbelagt sidevej, ligger så en bygning, der adskiller sig lidt fra de andre. Her har Sultan Ayyub Moskeen til huse.

”Vi har et rigtig godt forhold til alle vores naboer. Det er vigtigt, at vi møder alle med åbenhed og respekt,” siger talsmand for Islamisk Menighed i Aarhus, foreningen bag moskeen, Ahmed Incikli

Til daglig har også en ungdomsforening, der både arrangerer lektiecafé og sociale begivenheder, adresse på stedet. Huset rummer også en café, hvor de besøgende kan få serveret kaffe og te efter behov.

Sultan Ayyub Moskeens arbejde kredser sig dog primært om den særligt betydningsfulde fredagsbøn, samt dertilhørende sociale begivenheder i forbindelse med ugens centrale arrangement.

Bygget på tolerance og respekt

Det virker imidlertid som om, moskeen adskiller sig fra det typiske billede, der dannes i hovedet på folk, når medierne besøger de danske moskeer. Naturligvis får man ikke den dybe indsigt i den daglige gøren og laden uden aftale. Men den er ikke lukket for omverdenen, og selv uanmeldte besøgende modtages ydmygt og høfligt.

”Alle, også ikke-muslimer, er velkomne til at komme og se, hvad der foregår i vores moske. Det sker ofte, at for eksempel studerende kommer forbi for at få et indblik i de ting, vi gør hos os,” fortæller Ahmed Incikli om de åbne døre.

Set udefra ligner det røde murstensbyggeri enhver anden af de herskabsvillaer fra 1800-tallet, der pryder flere steder i Aarhus. Et kig indenfor afslører imidlertid, at der ikke er tale om et almindeligt hus. Siden 1980’erne har Islamisk Menighed i Aarhus stået for driften af moskeen, der dermed er en af Aarhus’ ældste samlingssteder for muslimer.

Folkene, der grundlagde moskeen tilbage i 80’erne, er primært af tyrkisk afstamning, men det har aldrig været planen, at foreningen kun skulle være forbeholdt tyrkere. Borgerne bag er sunni-muslimer og tilhører Hanafi-skolen, som er den største bevægelse inden for islam på verdensplan. Hanafi-skolen er en af de fire skoler, der findes indenfor sunni-islam.

”Noget af det vigtigste indenfor Hanafi-skolen er, at det er en opfattelse, der bygger meget på tolerance og respekt. Det betyder meget for os her i moskeen, at alle folk skal føle sig velkomne. Det er et godt sted at have sit første møde med islam,” siger Ahmet Incikli.

Diversitet er et nøgleord

Undervejs på rundtur i bygningen bliver øjnene ramt af flere kontraster. Bygningens inventar ser ikke ud af meget, og trappetrinenes slidte linoleum fremstår endnu mere grå i det overskyede vejr, der ikke har bemærket, at det er marts måned.

Gråligheden erstattes straks af et overvældende syn, da dørene slås op til bederummet. Sirligt udsmykkede kakler pryder væggene fra gulv til loft, og det bløde gulvtæppe drager en til at lægge sig og hvile, på trods af moskeens forbud herimod.

Herinde, bygningens helligste rum, bliver det understreget, at moskeens besøgende har meget forskellige baggrunde. Der bliver ikke skelnet mellem tyrkiske, arabiske, bosniske eller danske muslimer. I Sultan Ayyub Moskeen er forskellighed essentielt.

”Vores brugere har så mange baggrunde, at de adskiller sig meget fra hinanden. Her er ens ophav irrelevant. Vi har en høj grad af accept herinde. Det betyder også, at folk er godt på bølgelængde, og dermed bliver atmosfæren hyggelig for alle at opholde sig i,” forklarer Ahmed Incikli.

Gensidighed respekt når længst

De seneste par uger er debatten om praksissen i de danske moskeer igen blusset op i medierne. Kontroversielle udtalelser har via TV2-programmet ”Moskeerne bag sløret” fundet vej frem til overfladen, og diskussionens bølger går højt. Ahmed Incikli vil ikke udtale sig konkret om den praksis, de lægger for dagen i andre moskeer.

Men han understreger dog, at programmer som disse er med til at blæse en unødvendig stemning op i samfundet, der er ufrugtbar for debatten. Programmets dækning er unuanceret, og begge sider af sagen bliver ikke ordentligt hørt. Og det bekymrer ham:

”Vores naboforhold har altid været problemfrit, men jeg frygter, at den gode stemning risikerer at vende. Vi vil ikke have, folk tror, det er sådan, det foregår hos os. Det er ikke tilfældet. Mange af udtalelserne bunder i en tusind år gammel kultur. Men det er vigtigt at huske, at der er en forskel på kultur og religion.”

Derfor maner talsmanden også til besindighed i den nuværende debat. Det er nødvendigt, at alle parter husker, at man når længst, hvis man ikke taler hen over hovedet på hinanden.

”Hos Sultan Ayyub-moskeen bliver alle respekteret, selvom de har anderledes holdninger end os. Med gensidig respekt når man længst, og det er vigtigt at bære med sig.”

5634 anslag

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle, at Sultan Ayyub Moskeen er en moske, der modtager besøgende med åbne arme, fordi det står i kontrast til det billede, der dannes i medierne for tiden.

 

Magien overskrider grænsen fra barn til voksen

Dan Guldborg er ligeglad med, at han bliver set som en nørd. Kortspillet Magic: The Gathering er nemlig så stor en interesse for ham, at han har accepteret stemplet og omfavnet sin kærlighed til kortene.

Af Aske Hald Knudstrup

Fil 24-02-2016 21.26.51
Dan viser en af sine Magic-mapper frem, hvor hans mest beskattede kort er i.

“Jeg er godt klar over, det er nørdet. Men hvem nørder ikke med et eller andet? ”.

Det er tydeligt, at 28-årige Dan Guldborg er velkendt med de fordomme, som knytter sig til hans helt store passion, kortspillet Magic: The Gathering. Svaret på spørgsmålet, om hvorvidt Magic er nørdet, kommer i hvert fald prompte.

Dan sidder i Dragon’s Lair-butikken i Aarhus. Omringet af rollespilsudstyr vurderer Dan, at han bruger op imod 20 timer om ugen på Magic. Det er i disse lokaler, Dan hver onsdag og fredag omdanner til en kortslyngende arena. Her i den tætte og svedtunge luft udkæmper han magiske slag mod ligesindede.

I Magic skal spillerne ind i et univers, hvor over 13.500 kort udgør rammerne. Spillerne skal med deres kortsamlinger, decks, ind i en verden, hvor troldmænd, elvere og drager ved hjælp af mana og spells kæmper om, hvem der først får barberet modstanderens, Planeswalkerens, livstotal til nul.

Et specielt kammeratskab

Det sociale aspekt spiller en stor rolle for Dans timelange Magic-forbrug. Dan har blandt andet brugt Magic som en undskyldning for at rejse ud i verden til store turneringer med sine venner. Han har været i både Göteborg, Amsterdam og Antwerpen for at spille Magic, hvor han har kombineret glæden ved spillet med andre kulturoplevelser i udlandet.

“Magic giver mig et kammeratskab med alle spillerne hernede. De folk, der kommer her, er søde og rare. Der er også nogen, jeg hænger ud med til andre ting end Magic, ” forklarer Dan om det gode sammenhold i det aarhusianske Magic-miljø.


Dan giver sit bud på, hvordan man som nybegynder lettest kommer i gang med at spille Magic: The Gathering

Fordommene og accepten

Generelt støder man dog på en del fordomme omkring folk som Dan, der har overstået teenageårene, men stadig bruger meget tid med kort, der afbilleder zombier, dryader og hoplitter. Han har mærket fordommene, om at han måske var for gammel til at spille Magic, og at det var for nørdet at beskæftige sig med.

“Det er de færreste Magic-spillere hernede, der er i folkeskolealderen. Før Magic blev så udbredt, som det er i dag, skammede jeg mig lidt over at spille det. Der kunne jeg godt holde lidt igen og ikke tale så åbent om det offentligt, ” siger Dan om de mest hyppige fordomme.

Men skammen har ikke afholdt ham fra at være aktiv i Magic-verdenen. Tværtimod er Dans passion for spillet kun vokset gennem tiden, og han er ikke længere bleg for at stå ved sin tidsslugende interesse.

“Jeg tror, jeg er kommet til det punkt i mit liv, hvor jeg er sådan lidt ‘Sure’. Folk må gerne vide, jeg spiller Magic. Det får mig ikke til at stoppe af den grund. ”

Antal tegn: 2935

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle, at Dan som 28-årig synes kortspillet Magic er den fedeste hobby, selvom han er klar over, at han anses som en nørd.

“AGF har forankret mig til Aarhus” 3x3x3-style

22-årige Jeppe Horn er nytilflyttet i Aarhus, men han har længe vidst, at hjertet tilhørte byen og især de hvidblusede helte fra Fredensvang.

Af Aske Hald Knudstrup

Lige mellem Aarhus og Randers ligger stationsbyen Hadsten, der til dagligt huser omkring 8.000 indbyggere. Her er Jeppe Horn født og opvokset, men han har nu erstattet togturen sydpå til Aarhus med en permanent adresse i byen. Jeppe er egentlig flyttet for at læse til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men han har altid haft et nært forhold til Smilets by og ikke mindst en af byens bærende kulturinstitutioner.

”Når man kommer fra Hadsten, så skal man forholdsvis hurtigt vælge, om man er Randers- eller Aarhus-mand. Det var nok på grund af min storebror, jeg fandt ud af, jeg var Aarhus-mand. Og AGF-fan,” fortæller Jeppe Horn om sit forhold til Aarhus og ikke mindst byens største fodboldhold, AGF.

Den 136 år gamle klub har både skabt og knust drømme i tusindvis, og betragtes af mange som en sovende kæmpe i dansk fodbold, hvor utallige interne stridigheder har medført det skælmske tilnavn Galehuset. Traditionsklubbens rodede image huer dog ikke Jeppe Horn, der beskriver sit forhold til AGF som “romantisk”.

Med storebror på stadion

En fodboldfans følelser for sit hold er noget unikt, hvor hver romance har sit eget udgangspunkt. For Jeppe begyndte kærlighedsforholdet til AGF, da han som mindre tog med sin ældre storebror, der boede i Aarhus, på stadion. De fælles oplevelser med broren er også dem, der har brændt sig bedst fast i sindet hos Jeppe. Især husker han tilbage på en forårsdag i 2009, hvor AGF tørnede sammen med de forsvarende mestre fra FCK.

”Der stod 0-0 to minutter før tid, og AGF har ikke spillet nogen god kamp, da de får et hjørnespark. Til vejrs stiger reservespilleren Ole Budtz og header bolden ind til 1-0 mod mestrene. Og vi vinder 1-0. Det kan jeg huske som noget, der står meget tydeligt i min erindring. Det kogte fuldstændig over.”

Med sin nye adresse på Paludan-Müllers Vej i Aarhus Nord er Jeppe også kommet nærmere sin hjerteklub end nogensinde før. Et faktum, der ifølge ham selv, er en af de største fordele ved at være flyttet hertil, hvor han nu er i cykelafstand fra centrum og ikke mindst stadion.

“Vi er alle sammen lige”

Trods AGF’s kronisk svingende præstationer, der konstant formår at få tilhængerne kastet op på de højeste bølgetoppe for derefter at smadre forhåbningerne igen, så har klubben en kerne af fans, der stædigt hænger ved i op- og nedture.

Det er tydeligt i snakken med Jeppe, at stemmen brænder ekstra igennem, når samtalen falder på hjerteklubben og de mange rutschebaneture, fantilværelsen har påbudt ham. Spørger man om hvad, der gør, at Jeppe stadigvæk gider at tage på stadion på trods af de mange skuffelser, er svaret klart:

”Det er den her rus, der kommer, når vi scorer et mål. Så er der ikke nogen over eller under hinanden. Der er den her følelse af, at vi alle sammen er lige, og vi er her for det samme.”

2959 tegn

”AGF har forankret mig til Aarhus”

22-årige Jeppe Horn er nytilflyttet i Aarhus, men han har længe vidst, at hjertet tilhørte byen og især de hvidblusede helte fra Fredensvang.

Af Aske Hald Knudstrup

Lige mellem Aarhus og Randers ligger stationsbyen Hadsten, der til dagligt huser omkring 8.000 indbyggere. Jeppe Horn er født og opvokset her, men han har nu revet pælene op og flyttet dem cirka 30 kilometer sydpå til Aarhus. Jeppe er egentlig flyttet til byen for at læse til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men han har altid haft et nært forhold til Smilets by og ikke mindst en af byens bærende kulturinstitutioner.

”Når man kommer fra Hadsten, så skal man forholdsvis hurtigt vælge, om man er Randers- eller Aarhus-mand. Det var nok på grund af min storebror, jeg fandt ud af, jeg var Aarhus-mand. Og AGF-fan,” fortæller Jeppe Horn om sit forhold til Aarhus og ikke mindst byens største fodboldhold, AGF.

Den 136 år gamle klub har både skabt og knust drømme i tusindvis, og betragtes af mange som en sovende kæmpe i dansk fodbold, hvor utallige interne stridigheder har medført det skælmske tilnavn Galehuset. Klubbens rodede image er imidlertid ikke noget, der huer Jeppe Horn:

”AGF er en traditionsklub. Der er noget romantisk over den. Jeg har i hvert fald et romantisk forhold til klubben.”

Med storebror på stadion

De fleste fodboldfans ville nok stemme godkendende i, hvis de blev spurgt, om de havde et romantisk forhold til deres favorithold. Men historien der førte til romancen varierer kraftigt afhængig af hvem, der bliver spurgt.

For Jeppe begyndte kærlighedsforholdet til AGF, da han som mindre tog med sin ti år ældre storebror, der boede i Aarhus, på stadion. De fælles oplevelser med broren er også dem, der har brændt sig bedst fast i sindet hos Jeppe. Især husker han tilbage på en forårsdag i 2009, hvor AGF tørnede sammen med de forsvarende mestre fra FCK.

”Der stod 0-0 to minutter før tid, og AGF har ikke spillet nogen god kamp, da de får et hjørnespark. Til vejrs stiger reservespilleren Ole Budtz og header bolden ind til 1-0 mod mestrene. Og vi vinder 1-0. Det kan jeg huske som noget, der står meget tydeligt i min erindring. Det kogte fuldstændig over.”

Med sin nye adresse på Paludan-Müllers Vej i Aarhus Nord er Jeppe også kommet nærmere sin hjerteklub end nogensinde før. Et faktum, der ifølge ham selv, er en af de største fordele ved at være flyttet til byen.

”Jeg ser frem til, man bare kan hoppe på cyklen og lige rulle et par minutter, og så er man nede i byen. Det tager ikke så lang tid at komme på stadion.”


Jeppe fortæller om sine forventninger til AGF’s forårssæson

Vi er alle sammen lige

Selvom Jeppes storebror for længst har udskiftet Aarhus med brokvartererne i København, så kommer det næppe til at have den store betydning for hans frekventering af området for enden af Stadion Allé.

”Det er selvfølgelig ikke helt det samme, men heldigvis har jeg en masse venner, jeg kan tage med ind og se kampene med.”

Det er tydeligt i snakken med Jeppe, at stemmen brænder ekstra igennem, når samtalen falder på hjerteklubben og de mange rutschebaneture, fantilværelsen har påbudt ham. Spørger man hvilken speciel følelse, en tur på Aarhus Stadion kan fremkalde i ham, falder svaret dog klart:

”Det er den her rus, der kommer, når vi scorer et mål. Så er der ikke nogen over eller under hinanden. Der er den her følelse af, at vi alle sammen er lige, og vi er her for det samme.”

3369 tegn